CHAKRAS

CHAKRAS

ENERGIHJUL

 

I den største del af verden har man, længe før vores lægevidenskab blev født, opfattet livsenergi som en given del af vores anatomi.

 

Akupunktur er for eksempel bygget på, at man manipulerer denne energi, for at få den til at flyde mere harmonisk i sine baner rundt i kroppen. I det system, som akupunktur er udviklet i, kalder man disse baner for meridianer og energien kalder man Chi eller Ki.

 

I Indien og omegn har man en lignende opfattelse, man kalder bare energien for Prana og banerne for nadier. Udover disse energi-baner indbefatter denne anatomi også centre, hvor energien udveksles med omverdenen. Disse energi-centre drejer rundt ligesom hjul, hvilket har givet dem deres navn; chakra betyder hjul på sanskrit.

 

Der er utallige chakraer overalt på kroppen, men især syv af dem er centrale. De er placeret langs kroppens midtlinje og munder ud både foran og bagpå kroppen.

 

Chakraerne er interessante af flere grunde.

 

PSYKEN OG FYSIKKEN

For det første, er chakraernes funktioner essentielle for vores velbefindende, både fysisk og psykisk. Det vil sige, at man kan øge sin sundhed og vitalitet markant, ved at arbejde med at gøre dem så harmoniske som muligt. Med denne kropsopfattelse skelner man ikke mellem psykiske og fysiske funktioner. Chakraerne påvirkes – og påvirker os i lige høj grad fysisk og psykisk. Det vil sige, at hvis der opstår en ubalance, f.eks fordi man ofte ikke får givet udtryk for hvad man mener, så kan det bevirke at man får problemer med halsen. Eller hvis man f.eks har problemer i sine forhold til andre mennesker, kan man få ondt i maven. Det betyder omvendt også, at man kan arbejde med sine psykiske og mentale udfordringer gennem kroppen – f.eks. ved hjælp af yoga.

 

Udover kroppens og psykens samspil, er chakraerne vores redskaber til at interagere med omverdenen. Vi udveksler konstant energi med vores omgivelser gennem dem.

 

Chakraerne påvirkes af alt hvad vi gør og alt hvad vi oplever. Alle bliver igennem livet udsat for udfordringer, som sætter sig spor i vores energi-system. Når vi oplever noget, som vi ikke er i stand til at håndtere 100% konstruktivt, kan det skabe ubalancer. Enten i form af, at et chakra bliver lidt blokeret, så energien ikke flyder helt frit og bliver ophobet, eller ved at det bliver overstimuleret, så energien forsvinder for hurtigt.

 

SELVERKENDELSE

En anden vigtig grund til, at det er interessant at beskæftige sig med sine chakras, er, at man kan få værdifuld viden om sig selv. Når man kender til grundprincipperne i dette system og fordyber sig lidt i at mærke, hvilke budskaber der ligger i kroppens fornemmelser, så er det nemmere at diagnostisere, hvad det ville være værdifuldt at arbejde med hos sig selv og hvor årsagerne ligger, til de udfordringer man måtte opleve.

 

Chakraerne besidder hver deres egenskaber, som alle er centrale for et tilfredsstillende liv. De symboliserer en udviklings-historie, som vi alle gennemgår og på samme tid en slags behovspyramide. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis har en rækkefølge, det kan sagtens være, at det 6.chakra fungerer fint, mens der er blokeringer i det 4. De er selvsagt forbundet og har indbyrdes indflydelse på hinanden, men alt det er nemmere at forstå, når man kender lidt mere til deres konkrete egenskaber.

 

PLACERING OG FUNKTIONER

De 7 vigtigste chakraer, som denne tekst beskæftiger sig med, er alle placeret i forbindelse med vigtige hormonproducerende kirtler i kroppens midtlinie.

 

Men jeg vil starte med, at nævne dem vi har inden i hænderne. Prøv engang at lægge mærke til, hvordan det føles at lægge din håndflade på et andet menneske, og når et andet menneske lægger sin håndflade på dig. Det er tydeligt at mærke, at der foregår en energiudveksling; det kan være utrolig rart og helende, hvis det er et menneske man er tryg ved og omvendt.

 

Med lidt øvelse, er det lige så nemt at mærke sine andre chakraer og især nogle af dem er du helt sikkert allerede fortrolig med, at lade dig guide af i hverdagen, uden at tænke over det.

 

I det følgende vil jeg kort gennemgå placeringer og vigtigste funktioner for de syv chakraer.

 

Hver enkelt chakra er forbundet med bla en farve, en lyd, et yantra (billede), og en række fysiske og psykiske egenskaber. Jeg har valgt at nøjes med navn, placering, farve og vigtigste egenskaber i denne beskrivelse.

 

Rodchakra – Muladhara

Rod-chakraet er, som navnet antyder, placeret i bunden af kroppen, i forlængelse af rygsøjlen og dermed med de fysiske funktioner i denne kropsdel; seksual-funktioner og den nederste del af fordøjelses-systemet.

 

Derudover repræsenterer det vores mest grundlæggende behov og evner: Tryghed og overlevelse.Det er essentielt for vores evne til at sørge for at få vores elementære behov opfyldt og for at kunne give slip på det, vi ikke har brug for.

 

Farven er rød, hvilket passer godt sammen med naturen af den energi, som flyder der; stærk og varm, men ikke særlig sofistikeret, hvis den ikke er reguleret af de højere chakraer.

 

Hara-chakraet – Svadhistana

Er placeret ca. en håndsbredde under navlen, lige midt gennem livmoderen hos kvinder.

 

Det er naturligvis forbundet med reproduktion, men ikke kun af børn. Også vores kreativitet i livet generelt udfolder sig gennem dette chakra. Det vil sige lysten og evnen til at føre ideer ud i livet og forme sin egen livsbane. Også forbrændingsdelen af vores fordøjelse hører til dette chakra.

 

Farven er orange, som begejstringens ild. Vi henter vores livsglæde og barnlige begejstring her.

 

Solar plexus chakraet – Manipura

Der er lidt unighed om, hvor dette chakra præcist er placeret, måske er det lidt forskelligt fra menneske til menneske. Men det er let at mærke hvor dit sidder; det er der, du mærker sommerfugle eller en knude i maven.

 

Udover de fysiske funktioner i området, har dette chakra at gøre med din sociale identitet og dermed dit samspil med andre mennesker. Alle følelser, som har med andre at gøre, placerer sig her.

Farven er gul.

 

Hjertechakraet – Anahata

Det er ikke svært at gætte placeringen af dette chakra og heller ikke dets egenskaber.

 

Men den kærlighed, som flyder her, er mere end bare den romantiske kærlighed eller forældre-kærligheden. Det handler om selve vores evne til at føle os forbundet med andre levende væsner, med empati, forståelse og samhørighed. Kort sagt, måske de smukkeste og vigtigste egenskaber og behov, vi har. Farven er grøn (og nogle steder angives den også som guldfarvet og lyserød).

 

Halschakraet – Vishudda

Placeret i halsen, har dette chakra at gøre med vores kommunikation.

 

Ikke kun talen, men også alle andre former for kommunikation, f.eks skreven og kunstnerisk.

 

Endnu mere interessant, så har det at gøre med vores kommunikation med os selv. Du kender måske klumpen i halsen, når der dukker følelser op længere ned fra kroppen, som du helst ikke vil forholde dig til eller give udtryk for.

 

Det gør dette chakra vitalt i selvudviklings-øjemed, hvor vi øver os i, at lytte til og respektere de signaler vi får fra o selv.

Ærlighed er et vigtigt tema i forbindelse med dette chakra. Farven er blå.

 

Pandechakraet – Ajna

”Det tredje øje” kaldes placeringen af dette chakra også.

 

Det er forbundet med hovedet og med vores mentale, intellektuelle og intuitive evner.

At have overblik, analystisk sans og vilje til at se ting i øjnene er forbundet med dette chakra. Men også andre evner til at få information, end vi måske normalt benytter os af – f.eks. clairvoyance.

Farven er lilla.

 

Kronechakraet – Sahashara

 

Dette chakra er ikke egentlig fysisk, idet det er placeret et lille stykke over issen.

 

Denne anatomiske model indbefatter som sagt energien i kroppen og den breder sig et stykke uden for vores fysiske krop. Ikke desto mindre mener jeg at kunne påstå, at kronechakraet er forbundet med det sted på toppen af hovedet, hvor nyfødtes kranieplader endu ikke er vokset sammen (fontanellen).

 

Det mest interessante ved dette chakra er, at det er vores forbindelse til universets energi. Det er herigennem, at vi modtager inspiration og opnår erkendelse.

 

Alle farver er repræsenteret her, hvilket som bekendt resulterer i hvid.

 

Udviklingshistorie

Der er som sagt meget mere at lære om chakras, men i denne omgang vil jeg slutte af med en lille udviklings-historie til eftertanke, leveret i form af de syv chakraers udtryk i kort form, oppefra og ned:

Jeg ved

Jeg ser

Jeg kommunikerer

Jeg elsker

Jeg er

Jeg kan

Jeg har

 

Du kan lære meget mere om Chakras i bogen "Chakras" af Metta Myrna, som du får som en del af kursusmaterialerne til dette kursus.

LEV HELT

 

Ingemannsvej 3, 1964 Frb C og

Torupvejen 156 3390 Hundested

 

Mail: post@levhelt.dk

Tlf: 22430322

 

Stifter, indehaver og ansvarshavende: Metta Myrna

Find Lev Helt på Facebook: